At danse folkedans er sjovt,
og ikke spor svært:

dans onsdag aften

Vi er en blandet flok på ca. 40 personer, unge og gamle, øvede og nybegyndere. Vi mødes hver onsdag og danser de gamle danse under ledelse af Børge. Når først du har lært de få grundtrin er resten variationer over emnet. Vi danser også “Les Lanciers” hvert år i januar. Næste gang se programmet. Har du brug for at lære brudevalsen klarer vi også det.

De flotte dragter, som du måske har set til opvisninger, bruger vi ikke til hverdag. Det er slet ikke nødvendigt at eje sådan en, for at gå til fokedans. De, som vælger at deltage i opvisningerne, kan leje dragten.

Vi danser hver onsdag

i drengenes gymnastiksal
på Birkhovedskolen
kl. 19.30 til 22.

Medbring bløde skiftesko
(af hensyn til gulvet)
og kaffe/te m. brød + kop
– eller hvad du ellers vil indtage i pausen.

Sæsonen starter første onsdag i september
og igen efter jul, første onsdag i januar.

2013-12-11_spillere

Musik
Musikken leveres af Bo på harmonika, John og Søren på violin, men de vil gerne have selskab, så spiller du et eller andet instrument, så kom og prøv, om det er noget for dig. Eller måske kender du en, som kunne tænke sig at spille. Jo mere musik jo sjovere.

Uden musik er vi helt på den!

Legestue
Foruden de mange onsdage, tager vi også til “Legestue” = bal i forsamlingshuset til et større orkester, men stadig med leder. Du kan næsten komme afsted hver fredag og lørdag rundt om i de forskellige foreninger!

Stævner
Om sommeren er der Sommerstævne (kun Fyn) og Landsstævne (i 2008 var det i Nyborg!), og hvert fjerde år Nordisk Stævne.
Desuden er der Børnestævne og nordisk børnestævne (Barnlek)

Rejser
Ca. hvert andet år besøger vi vores venskabsforening i Norge, Sandnes Folkedanslag, eller får besøg af dem.

Der er altså mange muligheder for aktiviteter i sådan en forening, og du bestemmer selv, hvor meget du vil deltage i.

Kom og prøv!
Vi søger altid nye medlemmer! – du behøver ikke at vente på, at en ny sæson begynder…

Medlemskabet koster kun 300 kr. for en halv sæson (Ungdomsrabat gives til unge, der den 1. september ikke er fyldt 21 år), og du kan komme og prøve at være med et par gange, før du bestemmer dig for at melde dig ind.

Du behøver ikke selv at medbringe dansepartner – bare kom, så finder du nok en at danse med. Under dansen bliver vi blandet, og alle danser med alle. Kan du ikke komme hver gang, er det ikke nogen ulykke. Vi har ikke et fast pensum, som vi skal igennem.

For tiden har vi overskud af piger, så enlige mænd skal ikke holde sig tilbage!